Højskole og rejseprojekt
15. august 2010 - 25. januar 2011
4 måneder på højskole i efteråret og 3 ugers fælles natur- og friluftsoplevelser på New Zealand.
- Drømmerejse og rejsekammerater
- Friluftsliv i nord og syd
- Trekking og havkajak down under
New Zealand Explorer er et frilufts- og rejseprojekt for dig, der vil på højskole, men også drømmer om at rejse jorden rundt. Med New Zealand Explorer får du indhold i dine rejsedrømme og et fællesskab at realisere dem i.
Med Silkeborg Højskoles New Zealand Explorer vil du opleve et land med en helt enestående og medrivende natur. Her er aktive og udslukte vulkaner, urskove, fabelagtige sandstrande og alpine bjergkæder. Gletschere, der starter, hvor regnskoven slutter. Gejsere, der springer halvtreds meter op i luften, og enorme vandfald, der tager turen den modsatte vej. Spejlblanke søer, kraftfulde floder fyldt med kilotunge ørreder og dybe fjorde omkranset af høje bjerge. Måske har du set de flotte naturscenerier i filmene om ”Ringenes Herre”? Nu har du mulighed for at se det i virkeligheden.
Haere mai!
Betyder velkommen på maori. Og du vil føle dig velkommen! Den new zealandske gæstfrihed er overvældende, og du vil blive mødt med varme, interesse og imødekommenhed. Maoribefolkningen er New Zealands oprindelige befolkning, som dog først indvandrede omkring 800 år e.Kr. Siden da er øerne blevet befolket af en lang række forskellige nationaliteter, der alle er stolte af deres land og meget gerne vil fortælle om det.
New Zealand
består af 2 næsten lige store øer, hvis samlede størrelse svarer til Storbritannien. Befolkningen er på omkring 4 millioner, så her er masser af plads og masser af natur.


