Internationale rejse- og volontørprojekter
Du har mulighed for at vælge mellem forskellige internationale rejseprojekter. De består alle af en kombination af rejse og højskoleophold.
U-landsrejseprojekt Uganda
(16. august 2012 – 4. marts 2013)
Uganda ligger i det østlige Afrika og grænser op til Victoriasøen, Kenya, Sydsudan, Congo, Tanzania og Rwanda. Ækvator løber lige igennem landet, og de høje temperaturer gør, at landet er ekstremt frodigt. Med de mange søer og floder, fantastiske nationalparker og flotte bjerge lever Uganda virkelig op til navnet ”Afrikas perle”. Samtidig er landet præget af så stor fattigdom, at ⅓ af befolkningen må leve for under 1$ om dagen.
I samarbejde med FDF og Folkekirkens Nødhjælp gennemfører vi et spændende udviklings- og studierejseprojekt i Uganda. Projektet, der har særligt fokus på sult og AIDS, begynder med højskoleophold og undervisning i Silkeborg. Så rejser du sammen med u-landsholdet til Uganda og deltager i frivilligt arbejde i udviklingsprojekter. Til sidst slutter du af hjemme i Danmark igen som aktør på informationskaravanen ”slutsult.nu”.
U-landsrejseprojekt Ghana
(6. januar - 2. august 2013)
20 uger på højskole og 2 måneders rejse og
u-landsoplevelser i Ghana.
Et rejse- og u-landsprojekt for dig, der vil på højskole, men også drømmer om at rejse ud og møde en anderledes verden. Med Ghanarejsen får du indhold i dine rejsedrømme og et fællesskab at realisere dem i.
Rejsen til Ghana giver dig mulighed for at møde ghanesisk natur og kultur på allerførste hånd og komme tæt på et alsidigt udviklingsarbejde lige dér, hvor det hele bliver til virkelighed. Udviklingsprojekterne, vi skal besøge, drives af Ghana Venskabsgrupperne. Dertil kommer et 3 ugers ophold i en landsby hos en ghanesisk familie med markarbejde, madlavning, trommedans og familiesammenhold.
New Zealand Explorer
(16. august 2012 - 25. januar 2013)
Et frilufts- og rejseprojekt for dig, der vil på højskole, men også drømmer om at rejse jorden rundt. På højskoleopholdet i efteråret forberedes rejsen – fysisk og teoretisk. Herefter 3 ugers rejse i New Zealand, især med havkajak og trekking. Rejsen "down under" kan efter de 3 uger fortsættes på sammen flybillet med stop-overs efter eget valg.
Canada Explorer
(8. januar 2012 - 29. juni 2012)
Følg i fodsporene på indianere, pelsjægere og guldgravere. Sejl i havkajak og se spækhugger. Vandring i vildmarken og mød bjørn. Med andre ord: Canada Explorer! 5 måneders træning og forberedelse på højskolen, 3 ugers explorer-tur i det vestlige Canada samt vidererejse i mindre grupper på egen hånd i Canada, USA eller Mellemamerika.
EuroClass
(Efterår og forår)
Unge fra hele Europa har på EuroClass mulighed for sammen at rejse, lære, samarbejde og lave projekter på tværs af grænser og sprog. Undervisningen foregår på engelsk og omfatter bl.a. projektstyring, kommunikation, ledelse, demokrati og organisationsarbejde. EuroClass henvender sig særligt til dig, der gerne vil det internationale organisationsarbejde.


