4. – 10. juli 2010
Hvordan får vi teatret til at være intenst og nærværende? Hvordan får vi krop, følelse og intellekt til at spille sammen, så udtrykket bliver troværdigt?
Vi begynder med den grundlæggende skuespillertræning ud fra teaterpædagogen Konstantin Stanislavskijs system (bruges på hovedparten af skuespillerskoler i den vestlige verden). Gennem arbejdet med koncentration, bevægelse og kropsbevidsthed prøver vi at erfare os frem til, hvad der skal til for at opnå det sceniske nærvær, der får udtrykket til at fungere på scenen.
I tekstarbejdet tager vi udgangspunkt i mindre tekstuddrag. Vi går bag om ordenes betydning for at komme ind til det liv, de er en del af, og på denne måde skabe troværdighed i udtrykket.
Ved hjælp af improvisationer styrker vi opmærksomheden og samspillet mellem spillerne.
Endvidere udforsker vi også brugen af rekvisitter og opdager, at her findes en indgang til at skabe poetiske scener, hvor brugen af ord er underordnet.
I løbet af ugen sammenkæder vi enkelte sekvenser, arbejder dem igennem og viser dem for højskolens øvrige kursister på den sidste højskoleaften. Endelig lægger vi op til en diskussion af, hvordan man kan anvende teater og drama i arbejdet med børn, unge eller voksne. Teaterkurset er en uge, hvor vi arbejder seriøst med at komme til en dybere forståelse af, hvad teater er.
Fællesoplevelser
Højskolen danner i samme uge ramme om kurser i friluftsliv og kunst, og der vil i et vist omfang være aktiviteter på tværs af kurserne; bl.a. et foredrag med story-entertainer, historiefortæller, manuskriptforfatter og tegner Carsten Islington: "Den levende dialog" - et morsomt, medlevende og lærerigt foredrag om at eksistere i sammenhænge med andre mennesker.
Der vil derudover være fælles morgensamlinger og aftensamvær.
Deltagere
Kurset er åbent for alle, der har lyst til at arbejde med teater og drama. Der kræves ingen særlige forudsætninger.
Iøvrigt
- Højskolen har kanoer, der frit kan benyttes i ”ledige stunder”.
- Højskolens køkken serverer almindelig dansk mad og vegetariske retter. Råvarerne er i vid udstrækning økologiske.
- I god tid før kursets start sender vi et deltagerbrev med nærmere oplysninger om højskoleugens forløb.
Velkommen til et inspirerende og oplevelsesfyldt sommerkursus!
Thomas Biehl, skuespiller og dramaturg
OBS:
I uge 26 (27. juni - 3. juli) afholder Silkeborg Højskole et familiekursus i musik og teater. Kursusbeskrivelse kan fås på højskolens kontor eller ses på www.silkeborghojskole.dk.


