frise

GHANA

 

“En verden på tværs”
– af religion, kultur og politik
10. – 27. juni 2012


Sommerhøjskole og rejseforberedelser + enestående rejse til Ghana


Vær med, når Silkeborg Højskole i samarbejde med rejsearrangøren Unitas Rejser giver dig en unik chance for et enestående indblik i centrale problemstillinger fra Ghana og fra verdens brændpunkter. Først en uge på Silkeborg Højskole med debat, foredrag, workshops, film og billeder med indtryk og viden om politiske, religiøse og kulturelle forhold i Ghana - og herefter en 10 dages rejse til dette spændende afrikanske land for at opleve en eksotisk verden i forandring fra første parket!

 

En uges sommerhøjskole

Søndag den 10. - lørdag den 16. juni 2012
Den første uge foregår på Silkeborg Højskole, hvor du vil blive præsenteret for problemstillinger og dilemmaer inden for politik, kultur og religion. Her vil du blandt andre opleve journalist, debattør og forfatter Jens Nauntofte, fotograf og rejseentusiast Jacob Holdt, forskellige medlemmer af folketinget, workshops og foredrag med rejselederne på de forskellige rejser og meget mere. Du vil få et enestående indblik i rejsemålets kultur og politiske forhold og samtidig stifte bekendtskab med de øvrige destinationer. Desuden rummer højskoleugen også forberedelser til den enkelte rejse.


En uge på højskole er en særlig intens oplevelse. Her bliver du i diskussioner og foredrag mødt af spørgsmål om alt fra fattigdomsbekæmpelse og finanskrise til internationale politiske emner som klima, udvikling, religion, kulturelle konflikter og meget mere. Alt dette krydret med højskolelivets glæder fra fællessang til f.eks. kanosejlads på Silkeborgsøerne. Højskoleugen er en god mulighed for at lære hinanden godt at kende, før rejsen går ud i verden.

 

Rejsen til Ghana

Søndag den 17. – onsdag den 27. juni 2012
Ghana ligger i Vestafrika i tropisk område og ud til Atlanterhavskysten med solbeskinnede hvide palmestrande, kakaoplantager og frodig regnskov i syd til savanneland og ørkenlignende områder i nord. På denne rejse vil du opleve det hele! Ghana var det første land i Afrika, der blev selvstændigt, og landet kan fremvise en historie, en kultur og et landskab, der rummer et ægte møde med Afrika.

 

Silkeborg Højskole har i mange år samarbejdet med udviklingsorganisationen ”Ghana Venskabsgrupperne i Danmark”, der gennem de sidste 25 år har haft et tæt samarbejde med et stort udviklingsarbejde i det nordlige Ghana. Det nordlige Ghana er et landbrugsområde, og de mange landsbyer består den dag i dag af runde lerklinede hytter, hvor hvide mennesker stadig er et særsyn. Når trommerne kalder og lokker til dans, er det ikke noget, som arrangeres til ære for turisterne (dem er der ingen af så højt mod nord); det er en autentisk del af ghanesernes egen dagligdag.

 

Rejseprogram:

Dag 1: Afrejse
Vi flyver fra Billund Lufthavn tidligt om morgenen. Der er mellemlanding og flybytte i Amsterdam, og efter nogle timer tager vi fat på flyveturen videre til Accra. Her ankommer vi midt på aftenen. Vi bliver kørt til vores hotel, hvor vi skal bo to nætter.

 

Dag 2: Accra
Dagen byder på en rundtur i Accra by. Desuden besøger vi et af byens kunstgallerier, og kan se afrikansk kunst på nært hold. Man siger, kunst afspejler samfundet.

 

Dag 3: Accra – Tamale – Dalun
Vi forlader hotellet tidligt om morgenen, og kører til Accra Lufthavn. Herfra flyver vi til Tamale, en tur på ca. 1 time og 20 minutter. Vi spiser morgenmad på et hotel i Tamale, inden vi ser lidt af det byen har at byde på. Tamale er den største by og provinshovedstad for Ghanas nordlige del.
Vi besøger bl.a. et lokalt kunstcenter og det lokale marked, inden vi kører til Dalun, hvor vi skal overnatte på den lokale højskole, Simli Center.

 

Dag 4: Dalun
I løbet af dagen besøger vi den lokale høvding, som fortæller om livet i Dalun. Høvdinge og høvdingesystemet er en meget respekteret kultur og tradition i Nordghana. Høvdingen i Dalun er meget åben og vidende, og besvarer gerne spørgsmål fra gæsterne.


Vi besøger også Dalun Youth House og en gruppe kvinder som laver shea olie. Dalun Youth er en aktiv ungdomsforening, der arbejder for at øge unges indflydelse i samfundet. Ghana er et mands- og ældrestyret samfund, hvor unge og kvinder ikke har de samme rettigheder som mænd. De unge i Dalun vil fortælle om kampen for unges stemmer og deltagelse i samfundets udvikling.


Desuden er det muligt, på egen hånd, at gå på opdagelse i landsbyen. Her kan man se hvordan Dagombaerne lever. Du får mulighed for at tale med beboerne i landsbyen på en meget afslappet måde.


Om aftenen er der danseaften, hvor vi både overværer og deltager i den lokale dans ledsaget af de traditionelle trommer.

 

Dag 5: Volta-floden, Kushibo og Bontanga
Dagen kommer til at stå i vandets tegn. Vi kører til Voltafloden, hvor der er mulighed for at komme på kanotur og komme i tale med fiskerne i Nawuni landsbyen.


Derefter tager bussen os til Kushibo (ca. en times kørsel fra Dalun), for at se hvordan man, gennem vandboringer, har givet rent vand til mange mennesker. Man kan få lidt motion ved at pumpe vandet op. Her ser du kønsrollerne i samfundet tydeligt udspillet, idet det mest er kvinder, der pumper efter vand.


Dagens sidste stop er Bontange Irrigation Project, som arbejder med kunstig vanding til landbruget. Da Nordghana er meget tør med ca. fem måneders tørke, er kunstig vanding meget vigtigt. Her kan man se ris og andre afgrøder.

 

Dag 6: Til Kumasi

Dagen bliver for det meste tilbragt i bussen, og vi kan se landskabet fra dens vinduer. Dagens mål er Kumasi, hvor vi overnatter en nat. Undervejs laver vi et stop ved Kintampo vandfaldet. Det har en faldhøjde på 70 meter, og vi kan komme tæt på vandet. I dette område spiser vi dagens frokost, inden vi fortsætter til Kumasi. Kumasi bliver tit kaldet for ”Havebyen”, fordi vi her finder mange forskellige slags planter og blomster.

 

Dag 7: Kumasi – Cape Coast
VI fortsætter mod havet, og ud på eftermiddagen kommer vi til Cape Coast. Byen blev grundlagt af portugiserne i det 15. århundrede, rundt om det lokale slot. Byen var udskibningshavn for mange slaver. Vi bor på et centralt beliggende hotel, og måske bliver der også mulighed for at dyppe sig i havet.

 

Dag 8: Kakun National Park
Ikke så langt fra Cape Coast ligger Kakun nationalpark. Her er det muligt at spadsere oppe mellem trækronerne. Frokosten indtager vi på Hans’ Cottage, hvor der er krokodiller i haven, som man vist nok får lov til at klappe, hvis man har lyst. Om eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel.

 

Dag 9: Cape Coast – Accra
Vi kører østpå langs kysten, og kommer til Accra i løbet af eftermiddagen. Inden vi kører til vores hotel, besøger vi den danske ambassade, og hører noget om forholdet mellem Danmark og Ghana.

 

Dag 10: Accra
Endnu en dag, hvor vi kan se interessante ting i Accra. Det bliver også tid til at gøre de sidste indkøb inden vi begynder hjemrejsen. Vi flyver fra Accra sidst på aftenen.

 

Dag 11: Hjemkomst
I løbet af natten har vi forladt Afrika, og vi lander i Amsterdam om morgenen. Endnu en gang har vi nogle timer at vente, inden vi går om bord i flyet til Billund. Vi lander i Billund midt på dagen.

 

Rejseleder på rejsen til Ghana:
Shani Mahama. Født og opvokset i høvdingefamilie i Dalun i Nordghana. Uddannet i politisk videnskab fra Aalborg Universitet. Dansk gift og taler flydende dansk. Aktiv i Ghana Venskabsgrupperne i Danmark.
Kursusleder på højskoledelen er desuden højskolelærer Ole Rahbek.

 

Velkommen til en spændende sommerhøjskole og nogle eksotiske rejseoplevelser,
Shani Mahama og Ole Rahbek

  Print kursus
Download brochure
Bestil brochure
Tip en ven
   
  pic