frise

Korte kurser


ikon Forside
ikon Seniordans
ikon Naturvandringer
   ikon Praktiske oplysninger
   ikon Tilmelding
ikon Musik og teater for alle
ikon Friluftsliv for alle
ikon Teaterkursus
ikon Kunstkursus
ikon Kanokursus
ikon Musikkursus
ikon Ældrekursus
ikon Astronomikursus
ikon På cykel i Søhøjlandet
ikon Silkeborg Momentum
ikon Bestil brochure

En uges sommerhøjskole med daglige vandringer i den pragtfulde midtjyske natur.

20. – 26. juni 2010

”Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.”

(Thøger Larsen)

 

Ved midsommer er Danmarks dejligst. Bøgens brusen i Det midtjyske Søhøjland og solens blinken i søernes vande vidner om, at sommeren har indfundet sig. Dagen er på sit længste, og man kan ane det gryende lys i den ene horisont, før det forsvinder i den anden. Udendørslivet kalder. Det er tid for vandringer i det midtjyske landskab langs søer, gennem skove, forbi moser, over vandløb og op til smukke udsigtspunkter. Det er tid til at lade sig begejstre og berige af naturen - mens tiden står stille.

 

Dagsprogram
Dagene begynder med morgensamling i skolens foredragssal. Herefter pakker vi lækre madkasser fra højskolens køkken - hver dag sine delikatesser - inden dagens vandring. Frokost og kaffe nyder vi undervejs på flotte stemningsfyldte steder i naturen.

Vandringerne byder på et rigt og varieret udvalg af Søhøjlandets bedste vandreture. Landskabets variation udnyttes, så ikke to dage kommer til at ligne hinanden, og undervejs beriges man med kultur- og naturhistorie fra Søhøjlandet. På vandringerne prøver vi blandt andet kræfter med nogle af Søhøjlandets smukkeste udsigter: Kongestolen med udsigten over Slåensø; Åsen, hvor H.C. Andersen kørte i jumpe og fik en top opkaldt efter sig (H.C. Andersens bænk); og Knøsen med den prægtige udsigt over Julsø og Møgelø.
Vi vandrer omkring Silkeborg Bad og Arnakkekilderne, hvor man midt i naturens ynde fornemmer fordums kurbadstraditioner. Under vandring langs Pramdragerstien og Silkeborg Papirfabrik fortælles historien om byen, der i midten af 1800-tallet skød op i det mørke Jylland.
Der er også mulighed for at gå et stykke ad Hærvejen, stoppe op, hvor moseliget ”Tollundmanden” fra jernalderen blev fundet i 1950 samt stoppe ved mindekorset rejst over digterpræsten Kaj Munk i Hørbylunde bakker. Én vandretur tager udgangspunkt i Danmarks tredje største naturgenopretningsprojekt – genskabelsen af Bølling Sø – der er ved at være fuldendt. Det er spændende at vandre langs den nye søbred og opleve, hvordan pattedyr, fugle og padder nu tager det nye naturområde i besiddelse.


Samtlige dage byder på forskelligartede vandringer, der er af varierende længde (10 – 15 km). Vi lægger undervejs vægt på både naturvejledning og kulturformidling, bl.a. med den gode historie, der vækker landskabet til live. Vandrehold på ca. 20 personer sikrer en god kontakt til formidler og mellem deltagerne.

 

Øvrigt program
Sejlads på Silkeborgsøerne, Sankt Hans-bål, højskoleaftener, foredrag og festligt samvær. Der bliver selvfølgelig også rig lejlighed til at synge fra højskolesangbogen, og der bliver mulighed for at sejle en tur i kano ned ad Gudenåen – måske ledsaget af nattergalens sang. Der er program alle aftener med mulighed for fælles hyggeligt samvær.

 

I øvrigt


Velkommen til en herlig vandreuge i Det midtjyske Søhøjland.
Trine Kruse Friis og Jacob Thorning, højskolelærere

OBS:
I uge 26 (27. juni-3. juli) afholder vi et familiekursus i friluftsliv. I uge 27 (4.-10. juli) afholder vi et kanokursus. I uge 31 (1.-7. august) er der mulighed for en uge ” cykel i Søhøjlandet”.

Kursusbeskrivelser kan fås på højskolens kontor eller ses på www.silkeborghojskole.dk
  Print kursus
Download brochure
Bestil brochure
Tip en ven
pic
  pic