frise

Korte kurser


ikon Forside
ikon Seniordans
ikon Naturvandringer
ikon Musik og teater for alle
ikon Friluftsliv for alle
ikon Teaterkursus
ikon Kunstkursus
ikon Kanokursus
ikon Musikkursus
   ikon Praktiske oplysninger
   ikon Tilmelding
ikon Ældrekursus
ikon Astronomikursus
ikon På cykel i Søhøjlandet
ikon Silkeborg Momentum
ikon Bestil brochure

Den rytmiske musikuge 2010
11. - 17. juli 2010

Silkeborg Højskole inviterer til en musikuge, hvor det kort og godt drejer sig om glæden ved at spille og synge sammen. Med en blanding af traditioner og nye musikalske påhit prioriterer vi det almene samvær højt. Vigtigst for at opnå den helt specielle atmosfære, som dette kursus er kendt for, er dog strømmen af god musik fra tidlig morgen til sen aften.



PROGRAMMET

 

Højskoleformiddage
Dette år har vi valgt at satse på noget anderledes: Master Fatman! Manden, der udstråler den rene kosmiske kærlighed, kommer og fortæller om den musik, han elsker. Kurset vil starte ud i kærlighedens tegn, hvor Master Fatman spiller en masse musik for os og fortæller om, hvordan han opfatter musik, livet som helhed, og hvad musikken gør ved ham. De senere år har han været hyppig gæst i Go' morgen Danmark, hvor han som DJ og "good-vibes"-ekspert fortæller om musik, som man ellers aldrig ville have hørt. Nærmere præsentation af Morten Lindbjerg er vist unødvendig - han skal opleves! Glæd dig til en formiddag i kærlighedens tegn.

 

Tirsdag formiddag står i filmmusikkens tegn. Jesper Gade Andersen indstuderer en række af de største film hits gennem tiderne. I den forbindelse bliver det svært at slippe udenom de superhits, der takket være biografsucceserne "James Bond", "Pretty Woman", "The Bodyguard", "Dirty Dancing", "Titanic" m.fl. er blevet udødeliggjort.

 

Onsdag vil højskolens faste musiklærer Anne Odgård Eyermann præsentere noget af Zap Mamas særegne vokale stil. Den er kendetegnet ved en original kombination af afrikansk og vestlig tradition. Stemmen bliver guidet på nye veje og workshoppen vil måske udfordre din opfattelse af, hvad det vil sige at synge.


Endelig er der også afsat tid til en skøn formiddag på Silkeborg-søerne. Vi sejler ned ad Gudenåen med det gode skib "Hejren" og får en kop kaffe til tonerne af "Down by the Riverside". Glæd dig til formiddage med STOR fælles lyd, entusiasme for musikken og inspirerende samvær på tværs af alle grupperne.


Lige over middag
En kanotur? En gåtur i det smukke midtjyske landskab? Rundbold eller fodbold på plænen? Eller lidt ekstra øvning på de svære passager? Vi etablerer små lærerworkshops.


Eftermiddage
1. On the Radio - øvede

Denne sommer laver vi vores egen lille radiostation og skruer op for tidens nyeste hits. Vi tuner ind og spiller det hotteste af det hotte, eller bøjer med andre ord den aktuelle hitliste i neon og sætter os på hele sendefladen… "Shh, we're on air!" For rytmegruppe og sangere. (Jesper Gade Andersen)


2. Kvindekor - alle kvinder

Her synger vi numre af kvinder for kvinder. Vi beskæftiger os med en bred vifte af numre inden for rock og pop, både dansk og udenlandsk. Klaveret akkompagnerer, pigerne synger! (Marianne Legarth)

3. Sommerrock - mellem

Vi spiller det gode humør frem med en håndfuld solide hits, der emmer af sol- og sommerstemning. Til dette hold er det absolut nødvendigt at medbringe solbriller! For rytmegruppe, sangere og blæsere. (Niels Jefsen)


4. Vokalorkester - øvede sangere

Her arbejder vi intenst med klang, intonation og udtryk. Alle sangere har hver deres mikrofon, og vi øver spændende klange og et kraftfuldt udtryk. Vi tager musikalsk livtag med de mere vanskelige a cappella-genrer og arbejder med, hvad der er muligt at frembringe med den menneskelige stemme. Du skal kunne holde en selvstændig stemme og have erfaring med at synge i mikrofon. (Tina Rassing)


5. A tribute to Stevie Wonder - mellem/øvet

Der er ikke mange levende legender tilbage. Men Stevie Wonder er en af dem. Til trods for at han stadig er under 60 år, har han haft hits siden han var 12 og har dermed været på hitlisterne i 5 årtier! Vi kommer gennem en hel stribe af hans hits og dækker det enorme repertoire, han står bag. For rytmegruppe, sangere og blæsere. (Simon Martin Nielsen)


6. Body Perc Fabrikken - alle

Vi zoomer ind på den del af SDS'en, som har med krops-percussion at gøre. Vi producerer beats med klap, tramp, sjask og smask, og lave små svedige koreografier. Kroppen er lydgiver og lydbærer, og på dette hold er vi et kollektiv af beat-producere. Få pulsen op og få samtidig finpudset din finmotorik og din indre beatboxer! (Marianne Søgård)

 

7. Gospelkor - alle

"Go tell it on the Mountain!" Vi skal finde den gode, ligefremme energi og servere den i svedige gospelarrangementer. Vi former musikken med fokus på frasering, klang, effekter, feeling, og der er plads til improvisation, for alle der har lyst. (Anne Odgård Eyermann)

 

Aftener
1. Rockkor - alle
Går du rundt med en indre rockstar, ja så er det her den skal slippes løs! Vi hopper ombord i rockhistorien og tager de store stjerner og deres megahits under kærlig behandling. Så bare der er nerve og masser af spade, så er missionen klar: Frem med solbrillerne, rockattituden og de fede korstemmer og "We will, we will rock you!" (Jesper Gade Andersen)


2. Stomp it! - alle
Stomp betyder egentligt at stampe. Men i denne workshop betyder det så meget mere end det. Vi anvender alle mulige instrumenter, som ikke er instrumenter. Men det kan de blive. Alt fra gryder til bøger til træpinde til kaffekander kan bruges - og ud af det kommer der musik! (Marianne Legarth)

3. Peace, Love and Højskole - mellem
Musik er vejen til verdensfred! Vi begynder i en rundkreds. Find æbletobakken og batikblusen frem. Vi lukker hippierne ud af skabet til tonerne fra '68, f.eks. Steppeulvene, Joni Mitchell eller Janis Joplin. For rytmegruppe, sangere og blæsere. (Niels Jefsen)


4. Performancekor - alle

På dette hold handler det ikke om at læse efter noder eller komme med spændende akkorder. Tværtimod handler det at komme ud med det, man laver på scenen. Vi skal lære alt udenad og ud over scenekanten med det. Udtryk dig selv og fortæl din historie igennem din performance. (Tina Rassing)

5. Akustisk Sammenspil - begynder/mellem
Den velskrevne sang efterlader os med åben mund, lukkede øjne, nye indsigter og udsigter. Vi lader os forføre af store sangskrivere som bl.a. Leonard Cohen, Sting og Thomas Dybdahl, som er omdrejningspunktet for vores akustiske fortolkninger. Nærværet og det musikalske udtryk vil være i fokus. (Anne Odgård Eyermann)


6. Gamle revyviser/Danske sange fra før 1970 - begynder/mellem
"Jeg sætter min hat som jeg vil" og "Når ølhunden glammer" udført med flerstemmige arrangementer med rytmegruppe til. Vi skal arbejde i grænselandet mellem musik, teater, komik og politisk satire og med fokus på performance og den fortællestil, der knytter sig til sangene. For rytmegruppe og sangere. (Marianne Søgård)

 

Efter aftenkaffen og i øvrigt...
Sommernatten er vor egen. En aften synger vi vort fædrelands vemodige sange i haven med udsigt til Langsøen. Ellers ”stemmefrikvarter”, åben-mikrofon-aften, jamsession, festaften og en skøn afslutningskoncert!

 

Velkommen til inspiration og store oplevelser på ”Den rytmiske musikuge 2010”!
Anne Odgård Eyermann, Tina Rassing, Marianne Søgård, Marianne Legarth, Jesper Gade Andersen, Niels Jefsen og Simon Martin Nielsen

 

NB: Medbring selv instrumenter, forstærkere, mikrofoner mv. Vi har grej, men kan ikke dække alles behov.

 

Guide til niveauerne:
Begynder: Her kan alle være med! Vær dog opmærksom på, at du ikke kan forvente soloundervisning. Hvis du aldrig har spillet på et instrument, kan du deltage som sanger, eller måske spille et enkelt rytmeinstrument. Instrumenterne overlader vi til dem, der i forvejen kan spille tre-fire akkorder.
Mellem: Her forventer vi, at sangerne kan holde en 2.-stemme, at guit/keyb/bas med en smule hjælp kan sætte anviste strums sammen til en helhed, at trommeslageren har styr på swing og straight, og at blæserne spiller efter noder.
Øvede: Det forventes at deltagerne har sammenspilsrutine og genrekendskab på deres instrumenter, og at de måske endda kan fyre en soloimprovisation af. Sangerne kan og vil tage pladsen som forsanger, når der ellers er plads.

  Print kursus
Download brochure
Bestil brochure
Tip en ven
   
  pic