Musik og teater for børn og voksne
27. juni - 3. juli 2010
Til sommer går det løs, når vi på familiekursus 2010 skal opføre teaterstykket "Space Invaders".
Et gakket og sjovt stykke for alle aldre - skrevet til lejligheden. Kom og vær med til at synge, spille musik og teater eller lave scenografi, kostumer og dukker.
I løbet af en lille uge skaber vi en forestilling med masser af dramatik, farver, fortælling, kreativitet, musik, kor og dans. Teaterstykket "Space Invaders" er et skæppe-skørt og eventyrligt teaterstykke, der tager os ud i det ydre rum, hvor alt kan ske. Der vil være masser af sølvsprayede papkasser, ståltråd, rumklang og rustne jokes.
Musik- og sangværkstedet, scenografi-, kostume- og dukkemagergruppen, dansegruppen og teatergruppen arbejder uafhængigt af hinanden frem mod det samme resultat - nemlig opførelsen af "Space Invaders" fredag eftermiddag.
Børn og voksne arbejder sammen på kryds og tværs, og der kræves ikke sælige kvalifikationer for at kunne deltage i nogle af værkstederne. Børn skal dog være fyldt 7 år. Har du/I særlige kvalifikationer - spiller du på et bestemt instrument, har du erfaring med at spille skuespil eller er du god til at lave masker, jonglere med fakler eller andet - må du meget gerne skrive det i en note vedlagt tilmeldingen og meget gerne medbringe instrumenter eller rekvisitter. Det vigtigste er dog ikke, om man har et særligt talent, men at man møder op med lyst til at skabe noget sammen med andre, og har lysten til at blive udfordret på områder, man ikke nødvendigvis er blevet udfordret på før.
Program
Man melder sig på ét af nedenstående værksteder, som følges hele ugen. I disse værksteder arbejder vi parallelt på at forberede forestillingen "Space Invaders", der sættes op i højskolens teatersal:
1. Kor og solosang: Enkle korstemmer samt mulighed for enkelte solister.
2. Orkester: Klaver, guitar, bas og trommer. Gerne også blæsere, harmonika m.m.
3. Dans: Gruppen øver enkelte dansescener til teaterstykket.
4. Scenografi/kostumer/dukker: Denne gruppe laver rumdragter og f.eks. stjerner og galakser samt sjove og særegne dukker, der skal indgå i stykket.
5. Teater: Teatergruppen øver skuespil og replikker til "Space Invaders".
Ugen byder også på andet end arbejde med teateret. Mandag aften inviterer vi til en sjov og anderledes teateroplevelse, når "Børnekulissen" opfører "Prinsessen på ærten" og "Klodshans". Tirsdag formiddag er afsat til, at børnene får deres egen udflugt til Aqua i Silkeborg, mens de voksne overværer et foredrag med dr. med. Preben Brandt, formand for Rådet for socialt udsatte. I middagspauserne er der mulighed for at bade i højskolens svømmehal, gå ture langs Gudenåen eller låne en kano og sejle en tur på Silkeborg Langsø.
Ugen giver også lidt plads til, at man på egen hånd udforsker byens seværdigheder: Silkeborg Kunstmuseum (Asger Jorn), Silkeborg Museum (Tollundmanden), Hjejlen og Silkeborg-søerne, Kunstcentret Silkeborg Bad, Galleri Moderne m.m.
Aftenerne er fyldt med tilbud: Professionel børneunderholdning, fællessang, bålaften, go'nat-historier og ikke mindst den store afslutningsfest.
Fællesoplevelser
Sideløbende med dette kursus er højskolen ramme om et kursus i friluftsliv for børn og voksne. En del af ugens program vil derfor være fælles: morgensamlinger, foredrag m.m. - og så vil deltagerne på friluftskurset udgøre et medlevende publikum ved opførelsen af vores musik- og teaterforestilling!
I øvrigt
- Højskolen råder over idrætsfaciliteter og kanoer, der frit kan benyttes i alle "ledige stunder".
- Højskolens køkken serverer almindelig, sund dansk mad og vegetariske retter. Råvarerne er i vid udstrœkning økologiske.
- I god tid før kursets start udsendes et deltagerbrev med nærmere oplysninger om højskoleugens forløb.
- Til opførelsen af musicalen fredag eftermiddag er familie og venner særdeles velkomne til at se med.
Velkommen til "Musik og teater for alle børn og voksne" på Silkeborg Højskole!
Anders Faurholt, dramainstruktør
Anne Odgaard Eyermann og Jan Lundum,
højskolelœrere
OBS:
I uge 27 (4.-10. juli) indbyder vi til teaterkurset "Det levende teater". I uge 28 (11.-17. juli) afholdes Silkeborg Højskoles traditionsrige "Rytmiske musikuge 2010".
Kursusbrochurer kan fås på højskolens kontor eller ses på www.silkeborghojskole.dk.



